BILLIGE MØBLER

Når du skal købe nye møbler, er det ikke altid, at der er råd til de dyreste luksussofaer og antikke kommoder. Når det møblement, som du har allermest lyst til, ikke stemmer overens med status på bankbogen, er der ingen grund til at blive deprimeret – der er mange muligheder for at finde gode, billige møbler, der passer til både din smag og dine behov.

Vi har nok alle prøvet at stå i en situation, hvor vi har brug for at købe møbler, men ikke har haft overskud i budgettet til de helt store indkøb. Det kan være når man som ung for første gang flytter hjemmefra, når man er gået fra sin partner eller når hjemmet har lidt stor skade som følge af brand eller oversvømmelse.

Der er ingen grund til at gå i panik. Der er flere muligheder for at finde møbler til en favorabel pris, og det behøver såmænd slet ikke være noget værre bras.

Den bedste løsning kan meget vel være at tage rundt og kigge i de lokale genbrugsbutikker. Her findes der som regel et meget bredt udvalg af vidt forskellige møbler. Ganske vist er møblerne brugte, men det betyder ikke, at de er faldefærdige. Genbrugsforretninger modtager ofte møbler fra dødsboer, fra lukkede kontorer og fra privatpersoner, som har fået møbler tilovers, for eksempel når de flytter sammen med deres udkårne. Med lidt held kan man sagtens finde næsten nye møbler. Gamle møbler kan også sagtens stadig være i pæn stand, forudsat at de er blevet behandlet ordentligt og at de er lavet af ordentlige materialer og er ordentligt håndværk.

Det store udvalg i mange genbrugsbutikker betyder desuden, at der er god chance for, at du finder nogle møbler, der falder i din smag.

Brugte møbler kan du også finde via hjemmesider som Den Blå Avis (DBA) og Gul og Gratis. Her har du naturligvis ikke mulighed for at få overblik over et stort udvalg på én gang, som i en genbrugsforretning, men er du heldig, kan du finde enkelte møbler, der er lige præcis dét, som du leder efter. Er du virkelig presset på pengepungen kan du også, med lidt held, finde møbler der er gratis, hvis blot du selv henter dem.

 

Er brugte møbler ikke lige dig, kan du i stedet købe nye møbler via internettet. Her er prisen som regel lavere end i en butik. Det kan naturligvis være svært at se præcis hvordan et møbel ser ud i virkeligheden, når du blot ser et billede og læser en beskrivelse på internettet. Derfor kan du med fordel besøge en møbelbutik og kigge nærmere på de samme, eller lignende, møbler, før du gør dit køb over internettet.