Barnløs og skuffet

Jeg kan ikke få børn. Jeg er ufrivilligt barnløs, og har nu været igennem 6 medicinske behandlinger uden held.

Ja, katten er ude af sækken ift. dem som ikke vidste dette om mig. Jeg er som tidligere skrevet et åbent menneske, men alligevel har jeg gået stille med dørene omkring det her. Nu kommer så den ”komplette historie” om mine oplevelser i relation til at jeg ikke har formået at få børn. Det lyder jo næsten som en Hollywoodfilm.

Jeg fik brystkræft i 2004, kun lidt over et år efter at jeg havde mødt manden i mit liv. Jeg skylder nok et helt blogindlæg om det faktum, at skæbnen måske spillede ind, og sendte ham til mig, så jeg ikke skulle kæmpe mit livs kamp alene. For at gøre en lang historie kort, skulle jeg efterfølgende i 5 år tage medicin, som en del af behandlingen af kræften. Medicinen gjorde, at jeg ikke måtte blive gravid, og i de første år efter diagnosen, var det heller ikke relevant. Jeg var så taknemmelig over at være i live, at et barn var så evigt ligegyldigt for os begge. Men som årene gik, og jeg fik en større og større tro på, at jeg ikke ville få tilbagefald af kræften og dø af den, kom det naturlige behov for at nyorientere sig og se fremad. Lægerne havde sagt at kemoen kunne ødelægge mine muligheder for at få et barn, og hvis det ikke skete, så kunne medicinen jeg skulle tage i de 5 år, gøre det. Det var jo noget af en prognose, og vi brugte meget tid på at kapere tankerne om, at vi ikke ville blive forældre. Skæbnen (igen?) ville dog, at min cyklus aldrig stoppede på trods af kemo og medicin, og en dag var de 5 år så gået. Jeg havde lidt bivirkninger af medicinen, så det var på mange måder en stor dag, da jeg stoppede med den. I det store billede betød det også, at jeg nu havde lov til at prøve at få et barn. Det var en ny og uvant følelse for os begge 2, for nu troede vi jo lige, at vi aldrig ville få børn. Men det kunne vi nu lige pludselig godt alligevel, og projektet gik i gang.

Men storken kom ikke, og vores læge fik os hurtigt sendt videre til fertilitetsklinikken på OUH. Der har vi nu været kunder i 1½ år, og om lidt er det bekendtskab historie.

Vi har nemlig lige været igennem vores sidste reagensglasbehandling (IVF), og den endte lige som de øvrige 3 og de foregående 2 inseminationer – med ingenting. Det er 6 skuffelser udover de ”hjemmelavede” hver eneste måned i mellem behandlingerne. Samtidig føles det som om, alle omkring os bare plukker det ene barn ned fra træerne efter det andet. De fleste har for længst fået det første barn, og en del også det andet. Faktisk er de så småt ved at være færdige med at få børn, og vi står stadig tilbage på perronen, mens det ene babytog efter det andet kører forbi. Når man fylder 35 år lige om lidt, skal jeg også ærligt indrømme, at panikken så småt er ved at sprede sig. Igennem de 5 først forsøg, har jeg hver gang tænkt, at det nok skulle lykkes at blive gravid, og at det kun var et spørgsmål om tid. Men nu står jeg altså her, og har fået taget æg ud for sidste gang, og det førte heller ikke til noget. Jeg er desillusioneret, og har mistet håbet. For vi var ikke blandt det 70-80 %, der bliver gravide i løbet af behandlingerne. Ellers en flot statistik, men vi endte altså i den forkerte lejr.

Nu skal jeg så til endnu engang at vende min psykke om. Først skulle jeg efter kræften indse at jeg nok aldrig fik børn. Da min fertilitet ikke blev ødelagt af kemo og medicin, skulle jeg indstille mig på, at jeg godt kunne få børn. Nu skal jeg igen til at tænke den tanke, at jeg ikke får det. Det er noget af nogle rutcheture jeg tager, og det er rigtig hårdt.

Under vejs i behandlingerne har der været skuffelser, men jeg har som sagt hele tiden tænkt, at der nok skulle være bonus på et tidspunkt. Men nej sådan gik det ikke. Lige nu er vi bare kede, og kan ikke finde op og ned på det hele.

Jeg ved, at jeg har en stærk psykke, der lige som i 2004 for alvor er under pres. Jeg skal ikke dø af at være barnløs, så situationerne kan ikke sammenlignes. Og så alligevel. Under ”normalt” pres ved jeg inderst inde, at jeg nok skal klare det. Jeg ved godt med mig selv, at jeg kommer igennem det, og at jeg igen bliver glad og tilfreds. Efter jeg fik kræft, var jeg bange i mange år. Bange for tilbagefald, fordi det hos brystkræftpatienter er lig med døden. Det var en svær en at leve med. Men som tiden gik, arbejdede den jo netop FOR mig, for hver dag uden tilbagefald, betød at jeg kom nærmere at klare mig igennem mit ”livs stormvejr”. I dag er jeg ret sikker på, at jeg ikke får tilbagefald. Jeg har det desværre ikke på sammen måde med en graviditet. Lige nu er det meget langt væk for mig, og her har jeg ikke den samme tro på, at det nok skal lykkes en dag. Samtidig arbejder tiden IMOD mig, fordi jeg jo bliver ældre hver eneste dag. Om 5-7 år er mulighederne helt væk, og derefter er der ingen vej tilbage. Jeg har altså kun en begrænset tid at løbe på, og alle disse elementer presser mig endnu mere.

Nogen siger til mig at jeg skal slappe mere af, og det så nok skal komme. Nej, for så var det sket.

Andre siger, at vi skal nyde livet indtil vi får børn. Det er ikke sådan, at jeg ikke nyder livet. Det gør en tidligere kræftpatient skam altid. Men jeg har været på de rejser jeg behøver, jeg har sovet længe om morgenen, jeg har realiseret mig selv via et studie, jeg har drukket de genstande, jeg har lyst til osv. Alt det som småbørnsforældre drømmer om. Men for pokker, jeg vil jo bare give, alt hvad jeg har for et barn.

Lidt fakta om vores barnløshed:

Der er ikke konstateret noget galt med nogen af os.

Det er umuligt at sige om kemo og medicin er skyld i noget. Det er det nok ikke.

Vi prøvede først insemination 2 gange.

IVF-behandlinger fås i en lang og en kort udgave. Jeg har fået 2 af hver. Man stimuleres med hormon i pilleform, som næsespray eller indsprøjtninger.

Æggene tages ud med en nål gennem skedevæggen. Det gør meget ondt.

Æggene befrugtes samme dag, og skal derefter dele sig 2 gange = 2 dage hvorefter de lægges op i livmoderen.

Hver gang der lægges æg tilbage i livmoderen, er der ca. 20 % chance, for at det bliver til en graviditet. Det er samme odds som ved soveværelsesmetoden.

1. IVF (kort) resulterede i 5 æg ud. 2 blev efterfølgende befrugtet i petriskålen og lagt tilbage i livmoderen.

2. IVF (kort) resulterede også i 5 æg. Ingen af den blev befrugtede. Det var en meget stor skuffelse, fordi vi slet ikke havde tænkt, at det var en mulighed.

3. IVF (lang) gav igen 5 æg, der alle blev mikroinsemineret (1 sædcellen proppes ind i et æg). Kun 1 æg blev til noget og lagt tilbage.

4. IVF (lang) var noget anderledes. Der var 13 æg, som alle blev mikroinsemineret. De 5 var derefter brugbare, og de 2 blev lagt tilbage. De sidste 3 ligger i fryseren på OUH. Der er ca. 50 % chance for at frosne æg kan bruges.

Man har kun 3 IVF-behandlinger i det offentlige. Fordi der ikke blev befrugtet æg i vores 2. forsøg, talte det ikke.

Vi betaler lidt over kr. 5.000 pr. forsøg + kr. 15.000 en gang for medicin. Vi fik dog halvdelen af medicinudgifterne retur fra Danmark.

Medicinudgifterne er meget højere. De 3 forsøg i år har bragt min saldo op på over kr. 47.000, hvoraf vi altså kun betaler kr. 15.000.

Det tæller ikke som et forsøg, og vi skal heller ikke betale for at få frosne æg tøet op og lagt op.

Vi kan ikke forvente at kunne adoptere et barn, fordi jeg har haft brystkræft. IVF er derfor vores eneste mulighed.